E-sport – fra hobby til professionel sportsgren

e-sport

Er du en haj til gaming, og drømmer du om at gøre en karriere ud af det? Så bør du måske læse med her. Det forholder sig nemlig sådan, at e-sport bliver en mere og mere populær sportsgren – også i Danmark. Men hvad er e-sport egentlig, og hvordan bliver du så god, at du kan leve af det? Her forklarer vi dig alt om e-sport, lige fra hvilke platforme det udøves på, til træningsmængde og økonomi.

Hvad er e-sport?

E-sport er professionel, elektronisk sport. Det kan være alle spil, men primært er det League of Legends, Fifa og Counterstrike, der bliver spillet professionelt, og de mest populære platforme er Playstation og computer.

Hvordan bliver man professionel e-sport-udøver?

Det er faktisk ikke så let, som man umiddelbart skulle tro. Det handler naturligvis om at øve sig rigtig meget derhjemme – i flere år som oftest. Herefter kan du eksempelvis melde dig ind i eSport Danmark, der er det danske forbund for e-sport. Er du rigtig god, bliver du måske udtaget til et hold – er du ikke, så klør du på endnu.

Hvordan er hverdagen for en professionel?

Ligesom med alt andet sport kræver e-sport træning. Af den grund træner atleterne i omegnen af 10 timer dagligt, de er på kostplan og har ofte tilknyttet en sportspsykolog, der tager sig af det psykiske aspekt, man ikke må glemme. Lønnen for en professionel udøver varierer, men de bedste spillere har en løn på flere millioner kroner årligt. Dertil kommer, at de opnår bonus, når konkurrencer vindes. Konkurrencerne afholdes overalt i verden, og er du med på et hold, bliver både hotel, transport og mad betalt for dig, når du rejser rundt.

Hvorfor er det så populært, og hvem spiller?

Der er mange meninger om, hvorfor e-sport er blevet så populært. Den primære grund er med stor sandsynlighed, at det for næsten alle unge fyre har været eller er en stor hobby. De fleste fyre, og også en del piger, har på et eller andet tidspunkt siddet og ”gamet” foran skærmet, og derfor er en professionel karriere inden for faget nok en drøm for de fleste gamere. Nu er der dog sket det, at der pludselig er økonomisk incitament for at spille på daglig basis, og derfor er flere og flere begyndt at søge den vej, når de vælger karriere.

En anden grund er, at måden, hvorpå man kan streame spillene, er blevet bedre. Twitch er et program, der gør, at du kan livestreame gaming, så andre kan følge med i dit spil, når du spiller. På den måde kan du også blive opdaget at talentspejdere. Der er desuden både piger og drenge, der er aktive i e-sport. Der er den dag i dag flest drenge, men flere piger har også kæmpet sig til tops.

Hvem er Frontløberne i Danmark?

Astralis og North er frontløberne i Counterstrike. North er ejet af FCK, hvilket kan føres tilbage til en trend, der er relativt ny. Sportsklubber er nemlig begyndt at gå ind i e-sport og oprette hold, med formål at øge opmærksomheden omkring deres egen forretning. Dette gavner altså både dig og dem.

Er der fremtid i e-sport?

I den grad. Faktisk har Statistikfirmaet Newzoo netop udgivet deres årlige rapport, der viser de nyeste tal i e-sportens verden. I selvsamme rapport forsøger de at komme med et bud på, hvor mange tilskuere samt hvor stor en indtjening, der kommer til at være i fremtiden – hvis udviklingen altså fortsætter med samme hastighed som nu. De spår, at e-sporten kommer til at indtjene for over 10 milliarder danske kroner i 2020.

Esport Danmark er også et relativt nyt forbund, der blev oprettet i 2007. De arbejder med kultur- og idrætsorganisationer om uddannelse af instruktører, og de forsøger også at skabe selvstændige eSportsforeninger såvel som eSportsafdelinger rundt om i landet. Det største mål for forbundet er imidlertid først, at e-sporten bliver anerkendt som sportsgren i Danmark. Den del mangler nemlig endnu.

Er det så en god idé at sætte alle sejl ind på at blive professionel gamer? Som du nok har gættet, så er det en rigtig svær branche at komme ind i, og dertil skal du også huske, at professionelle gamere altså kun har en karriere, indtil de fylder cirka 30 år, simpelthen fordi reflekserne bliver for langsomme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *