De fire fedeste spil lige nu

Er du vild med at spille computer eller PlayStation og er du på jagt efter nye udfordringer? Her får du fire bud på de fedeste spil lige nu.

League of Legends

Dette spil har taget verden med storm, siden Riot Games udgav det i 2009. Spillet er et multiplayerspil, hvor du sammen med dit hold skal forsøge at ødelægge modstandernes base. Spillet kan foregå i tre forskellige i baner, herunder Twisted Treeline, der er en 3v3 bane. Derudover har du mulighed for at give den gas på to 5v5 baner kaldet Howling Abyss og Summoner’s Rift. I de forskellige baner kan du vælge frit blandt de mange ”champions”, som alle har forskellige egenskaber, styrker og svagheder.

Den 7. december 2016 var tallet af champions oppe på hele 134, og der bliver løbende udviklet flere. Du har nok allerede hørt om League of Legends, ofte forkortet LoL, hvilket skyldes den utrolige popularitet på verdensplan. Spillet har siden 2014 haft 67 millioner pr. måned og hele 27 millioner pr. dag, hvilket vidner om et spil, der har etableret sig med syvtommersøm. Sidst skal det lige nævnes, at spillet faktisk er gratis, men du har mulighed for at købe skins til de forskellige champions.

Fifa 17

Er du fan af fodbold, og er du vild med de populære PlayStations, er det selvfølgelig FIFA 17, du skal have fingrene i. Spillet har fået et markant løft siden forgængeren, og du vil hurtigt opleve et gameplay, der er blevet mere realistisk, hvorfor du ikke længere kan rende fra alle forsvarsspillere, hvis din angriber har 99 i spurt. Nej, han skal ligeledes have boldkontrol, styrke og andre egenskaber.

Folkene bag har ydermere forbedret karrieredelen, som nu er meget mere realistisk, hvilket blandt andet betyder, at du ikke længere kan købe alle de store stjerne fra rivalklubberne. Du skal tænke taktisk nu, og du bliver nødt til at være opmærksom på fremtidens stjerner.

Afslutningsvist er det selvfølgelig vigtigt at nævne den populære feature kaldet Ultimate Team. Her spiller du online mod andre, og du spiller med dit eget hold, som skal bygges op fra bunden. Du har altså ikke alle de bedste spillere fra dag 1, og du er således nødsaget til langsomt at opbygge dit hold og vinde kampe, før du efterhånden får råd til verdensstjernerne. Er du fodboldfan, kommer du ikke uden om FIFA 17.

Counter-Strike

Er du til skydespil, teamwork, og har du hurtige reflekser, er Counter-Strike et spil for dig. Her kan du spille enten som terrorist eller som en del af en anti-terrorstyrke. Spillet handler om, at terroristerne skal plante en bombe, som de skal forsvare, indtil den detonerer. Anti-terrorstyrkens opgave er modsat at holde terroristerne fra at plante bomben eller desarmere den, hvis terroristerne alligevel formår at plane bomben.

Counter-Strike er som nævnt et spil, der handler om teamwork, og det er bestemt ikke noget, vi bare siger. Du kan ikke vinde, hvis ikke du konstant deler information med dine holdkammerater, da de ellers bevæger sig rundt i blinde og på den måde er lette mål for modstanderen. Grundet det store fokus på teamwork er Counter-Strike blevet et computerspil, der danner rammen om internationale turneringer, hvor store pengepræmier er på spil. Mangler du et skydespil, der kræver reflekser, en rolig hånd og masser af teamwork? Så køb den seneste udgave af Counter-Strike kaldet Counter-Strike: Global Offensive.

World of Warcraft

Vil du være del af en virtuel verden, hvor du bliver ét med din karakter, er World of Warcraft (WOW) det spil, du leder efter. Her styrer du en bestemt karakter, som du kan forbedre ved at klare missioner. På denne måde stiger du i ”level” samt opnår mere guld, som du kan bruge på bedre udstyr. Warcraft har længe været et ekstremt populært spil, hvilket skyldes den utrolige verden og såkaldte lore, folkene bag har formået at skabe. Spillet kan hurtigt blive en tidsrøver, idet der altid er spændende missioner, du kan give dig i kast med. Har du meget tid, og vil du være en del af et utroligt univers med andre online-spillere, er World of Warcraft svaret på dine bønner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *